Sidste nyt – 23. september 2024.
Vejvedligeholdelse.
Lokalplanerne for sommerhusområder i Halsnæs Kommune blev ændret i november 2022. Det betød bl.a., at grusvejene i sommerhusområderne også i fremtiden vedblivende skulle være grusveje.
Grundejerforeningen Toftemosen har 1250 m grusveje.
De største belastninger på en grusvej er regnvand, der ikke ledes væk fra vejen, og trafik.
Vore grusveje er gennem årene vedligeholdt ved at fylde mere grus på. Dette grus er ved brug af vejen kørt op og har lagret sig dels i rabatten og dels på midten af vejen. Efterhånden er rabatten blevet højere end vejen med den konsekvens, at regnvandet enten bliver stående eller løber ned ad vejen, fordi det ikke kan løbe væk ved vejsiden. Herved skylles sand og andre bindemidler væk og blotter underlaget, hvorved der opstår huller eller dybe spor i vejen.
Som nævnt skal vi leve med vore grusveje i fremtiden og vi må også forvente, at nedbørsmængden vil være stigende. Derfor har vi undersøgt, om der findes andre løsninger på vedligeholdelse af grusveje – gerne med mere holdbare løsninger, så vejenes standard generelt fremstår bedre vedligeholdt.
Vi har derfor haft kontakt til firmaet GRUSVEJ.dk, som har specialiseret sig i opretning og opbygning af grusveje med en profil, så regnvandet løber ud til siden af vejen til et nedsivningsareal. Det bestående vejmateriale fjernes ikke, men nedknuses til et bæredygtigt mellemlag. Toplaget udgøres af et holdbart grus materiale.
For mere information anbefales det at gå ind på hjemmesiden GRUSVEJ.dk.
Efter at have modtaget tilbud på opretning af nogle af vore grusveje, har vi i bestyrelsen truffet aftale med firmaet om renovering af vore to mest belastede veje Bjarkesvej 360 m, Fenrisvej 240 m, samt Knudsvej 50 m og Adilsvej 50 m. Hermed renoveres i alt 700 m af vore 1250 m grusveje.
Den samlede pris for arbejdet er kr. 147.000,-.som finansieres via indestående på foreningens vejfondskonto.
Entreprenøren har fået et hul i kalenderen. Arbejdet kan derfor gennemføres allerede med start fredag den 20. september, med forventet afslutning den efterfølgende uge. Det vil i hele perioden være muligt at komme til og fra sin parcel, selvom der vil være kørsel med store maskiner og lastbiler med grus.
Vi beklager de ulemper, de berørte parceller bliver påført.
Denne information er sent på mail til medlemmerne og kan ses på hjemmesiden toftemosen.dk under ”SIDSTE NYT”.
Venlig hilsen
Bestyrelsen
Grundejerforeningen Toftemosen
v/formanden
Bent Mouritsen
Tlf.: 40546926
Mail: toftemosen.melby@gmail.com